Om foreningen
Andelsboligforeningen Alleparken V blev stiftet i 1984 og er en sund og veldrevet andelsboligforening lige i smørhullet af Frederiksberg.
Andelsboligforeningen består af 52 lejligheder fordelt på fire opgange:
- Frederiksberg Allé 96
- Dr. Priemes Vej 7
- Dr. Priemes Vej 9
- Dr. Priemes Vej 11
Lejlighederne varierer i størrelse, se mere under menupunktet "Lejligheder"
Ejendommen
Vi bor i en rødstensejendom fra 1955. Ud mod Frederiksberg Allé er det en 5-etagers ejendom og mod Dr. Priemes Vej en 7-etagers ejendom. Ejendommens fire opgange er alle forsynet med elevatorer. Ejendommen er vedligeholdt ad flere omgange og fremstår yderst velholdt og i flot stand. I 1990'erne blev der gennemført en fuld renovering af tage og altaner, og ejendommen fik termovinduer. I 2009/2010 blev faldstammer (i køkkener) samt stigrør for varmt og koldt vand med alle rørtilslutninger i både køkkener og badeværelser udskiftet. I 2016 har alle lejligheder fået nye hoveddøre (sikringsdøre).
Faciliteter
I foreningen findes følgende fællesfaciliteter:
- 2 vaskerier med vaskemaskine og tørretumbler, tørrerum og rullestue
- Cykelparkering
- Opbevaringsrum til barnevogne, børnecykler og legetøj
- Hobbyværksted
- 10 garager og 5 P-pladser
- Kabel-tv/bredbånd fra YouSee og fiberbredbånd fra Fibia
Derudover har alle andelshavere adgang til et loftrum og et kælderrum.
Arbejdsdag
I Alleparken V har vi ca. en gang om året en arbejdsdag, hvor det forventes at flest mulige giver en hånd med til diverse praktiske opgaver. Idéen er, at andelsboligforeningen på den måde sparer nogle udgifter til håndværkere, og samtidig styrker vi det sociale element. Det er en fin lejlighed til at lære de øvrige andelshavere at kende, da vi - udover at arbejde - afslutter med spisning.